Heldigvis ingen EU i Microsofts klør!

Af Søren Bramer Schmidt og Iben Degn Pedersen

Der er netop kommet en afgørelse i monopolsagen mellem EU og Microsoft. Her stadfæstede EF-domstolen EU's afgørelse fra 2004, der idømte Microsoft en bod på 2,7 milliarder kroner. Vi synes, at EF-domstolen har taget en fornuftig afgørelse. Begrundelse følger.

Det er en kompliceret sag, men et af hovedpunkterne er, at Microsoft benytter sit monopol på ét marked til at komme ind på et andet. Helt konkret drejer det sig om, at Microsoft inkluderer Windows Media Player (WMP) i Windows, der således får et stort forspring i forhold til konkurrenterne. Set fra vi forbrugeres synspunkt giver det ikke megen mening at gå ud og købe et musikprogram, når man i forvejen har WMP. Omvendt er det, hvis vi alligevel vil benytte et andet produkt, enormt frustrerende at vi som forbrugere under alle omstændigheder er tvunget til at betale for WMP.

Desuden er det specielle ved WMP, i forhold til de mange andre programmer i Windows, at det benytter Microsofts multimedie-standard WMA. Takket være den store udbredelse af WMP er det altså lykkedes at gøre WMA til en af de to store standarder, der i dag benyttes til at sælge DRM-beskyttet musik.

Microsoft bruger således ikke bare sit monopol på operativsystem-markedet til at udbrede sine programmer. De forsøger derudover at vride armen om på et helt marked ved at tvinge sit proprietære format ned over os forbrugere.

Et andet kritikpunkt er, at Microsofts tekniske platform er meget lukket. Det betyder at Microsoft har meget bedre forudsætninger for at udvikle programmer til Windows end deres konkurrenter. Det ville ikke gøre noget, hvis det da ikke lige var fordi at en PC i dag er synonymt med Windows.

Disse forhold svarer til, at Banedanmark, ud over at håndtere skinnerne, også bedrev togdriften, og ikke ville oplyse konkurrenterne, dvs. DSB og Arriva, om hvor brede skinnerne var. Ydermere skulle vi passagerer betale for en plads, også selv om vi ikke ville benytte pladsen.

En sådan markedskonstruktion er jo grotesk og i alle andre sammenhænge fuldstændig utænkelig i et kapitalistisk system. Vi har derfor fuldt ud forståelse for EU’s interesse i at stoppe dette og lade den fri konkurrence komme til sin ret!

Vi er glade for, at se at EU trods alt kan bruges til noget. For havde hvert enkelt land stået alene med den samme anklage, var udfaldet aldrig blevet det samme.

Og EU gør det da også for at tilgodese det europæiske marked, for kan et eller flere firmaer komme ind på markedet, vil det betyde flere penge i de europæiske statskasser.